I Foreningen for ServicehundeBrugeres Rettigheder (FSBR) er vi dybt rystede og forargede over de forhold, som blev afsløret i DR Kontant-udsendelsen den 20. februar 2025. Det er hjerteskærende at se, hvordan servicehunde – uundværlige hjælpere for sårbare brugere med alvorlige handicap – har været udsat for misrøgt. Samtidig står det klart at, de manglende træningsstandarder og den fuldstændige mangel på konsekvenser udgør et stort svigt. Sandheden er desværre, at disse tilfælde ikke er enkeltstående. Problemet ligger ikke kun hos én enkelt leverandør, men er et gennemgående problem i hele branchen, hvilket gør det endnu mere alarmerende.
I de tre år, FSBR har eksisteret, har vi gentagne gange forsøgt at råbe politikere og myndigheder op om de alvorlige problemer, vi ser i branchen. Udsendelsen viser med al tydelighed, hvor ødelæggende konsekvenser den manglende regulering har haft - både for hundene og deres brugere.
Foreningen blev stiftet netop fordi vi ikke kunne ignorere, hvordan servicehundeområdet forblev præget af fraværet af standarder, manglende krav til træning og certificering, samt et totalt svigt i tilsynet, der skulle sikre hundenes og brugernes trivsel. De afsløringer, der nu er kommet frem, bekræfter, at der er et akut behov for forandring. Det er uacceptabelt, at servicehundebrugere skal leve med usikkerheden om, hvorvidt deres servicehunde er ordentligt trænede, sunde, raske og i stand til at varetage deres livsvigtige opgaver.
En servicehund skal ikke blot være veluddannet, men også i god trivsel for at kunne udføre sine opgaver optimalt og støtte sin bruger i hverdagen.
De historier, der bliver dækket i DR Kontant-udsendelsen, er desværre ikke enkeltstående.
Den manglende regulering er et stort problem i Danmark, da det blandt andet resulterer i, at hundene ikke bliver behandlet respektfuldt og værdigt under træningen, at brugerne ikke får det, de bliver lovet og har brug for, samt at kvaliteten af hundene simpelthen ikke er god nok.
Alt for mange brugere har dårlige oplevelser med deres leverandører og deres kommuner i forbindelse med bevilling af servicehund. Vi er til dels enige i, at der mangler rådgivning og information til kommunerne, men denne manglende regulering og de problemstillinger, udsendelsen dækker, er Folketingets ansvar.
Det er statens ansvar at tage sig af de svage i samfundet, og DR Kontant-udsendelsen viser tydeligt, at det ikke bliver gjort. De svage får et hjælpemiddel, som ofte ikke hjælper så godt som de havde håbet.
Vi er dybt skuffede over, at denne situation har fået lov til at fortsætte og er blevet accepteret af staten i så lang tid. De mange svigt fra både kommuner og Folketinget i forhold til servicehunde, er en af hovedårsagerne til, at foreningen blev stiftet.
Servicehundebrugerne i Danmark, både nuværende og kommende, fortjener bedre.
Fra vores perspektiv understreger DR Kontant udsendelsen vigtigheden af en tydelig og samlet lovgivning på servicehundeområdet, herunder regulering via kvalitetsstandarder. Det er bekymrende, at kommunerne og Folketinget har ladet branchen være ureguleret så længe.
FSBR fortsætter med at råbe op om disse problematikker og opfordrer medier, politikere og andre ansvarlige parter til at tage dette område seriøst.
Ser vi på resten af verden, følger mange lande ADI standarden og det er der god grund til. Denne standard er skabt for at sikre både hunde og brugere. Den skal sikre, at kvaliteten af hundene er høj nok, at hundene bliver behandlet ordentligt, og at brugerne får den hjælp, de har brug for.
Det er rystende at konstatere for os, at mange andre lande har langt bedre regulering, lovgivning og standarder end Danmark. Det burde ikke være så svært at sikre ordentlige forhold herhjemme.
Ja, det koster penge - men er de svage i samfundet ikke det værd?
En servicehund er oftest sidste udvej, efter alt andet er afprøvet. Det er det sidste håb for mange syge, uanset om deres udfordringer er psykiske eller fysiske.
Der er selvfølgelig også mange gode historier gennem tiden, hvor servicehunde har gjort en enorm positiv forskel i brugernes liv. For mange servicehundebrugere har hunden været en afgørende hjælp til at mindske angst og stress, skabe en mere selvstændig hverdag og forbedre sociale relationer. En servicehund bliver ikke kun en hjælp i dagligdagen, men en uundværlig støtte, der giver både frihed, tryghed og en bedre livskvalitet.
Disse succesoplevelser viser, hvor stor betydning en velfungerende servicehund kan have – og netop derfor er det så vigtigt, at alle brugere får den kvalitet og støtte, de har brug for.
Men det ændrer ikke på de mange dårlige historier.
Der mangler mere ensartede krav fra kommunerne i forhold til bevilling af servicehund.
En problemstilling, som udsendelsen ikke dækkede, er, at det på nuværende tidspunkt er meget forskelligt fra kommune til kommune. I nogle kommuner er det relativt nemt at få bevilliget en servicehund, mens det i andre er næsten umuligt. Derudover er der mange kommuner, som samarbejder med specifikke leverandører, hvilket betyder, at hvis en bruger ønsker at benytte en anden leverandør, eller at ejertræne sin egen hund, så vil kommunen afvise at bevillige hunden. I FSBR finder vi dette dybt kritisabelt.
Der mangler bedre og mere langsigtet støtte fra trænere, når hunden er udplaceret. Vi ved, at mange brugere føler sig meget alene, især hvis de ikke har haft hund før. For det er et stort ansvar. De fleste er også bevidste om dette når de anskaffer sig en servicehund, men for mange rammer det alligevel hårdt, når de oplever, hvor krævende det faktisk er. Men dér er støtten ikke til at finde. Flere brugere føler sig “tabt” efter de har fået udplaceret hunden.
Som udsendelsen også dækker, er der alt for mange - og én er én for mange - der får en hund med problemer. Så ikke nok med, at det er hårdt arbejde at have en servicehund, selv for en neurotypisk og rask person, så skal en person, der i forvejen er sårbar og kæmper for at klare sig igennem hverdagen, også håndtere disse yderligere problemer?
Det er dybt skuffende og bekymrende, at Folketinget endnu ikke har taget affære. Der har været flere forsøg, og vi har i foreningen løbende haft dialog med politikere – nogle endda tæt. Vi vil fortsætte med at presse på, indtil Folketinget tager problematikken seriøst.
Vi vil også understrege over for brugerne, at vi er her for dem. Vi gør vores bedste for at støtte og vejlede dem i denne svære situation. De fortjener bedre end de forhold, de oplever i dag.
Vi anerkender, at servicehundebrugere kan have forskellige oplevelser med de samme leverandører. FSBR har fra begyndelsen været leverandørneutrale og det er afgørende at servicehundebrugere fortsat kan have tillid til dette. Vi vil fortsat værne om denne neutralitet, men vi vil samtidig understrege, at vi ikke er neutrale overfor de forhold der bliver vist i programmet. Det er skræmmende, dybt chokerende og helt og aldeles forkasteligt - på ingen måde noget FSBR støtter eller accepterer.
I bestyrelsen har vi haft mange drøftelser om, hvad foreningsneutralitet indebærer, og hvordan vi bedst bevarer vores uvildighed. På vores første generalforsamling den 1. juni 2022 blev det besluttet, at FSBR skal forblive neutral i forhold til specifikke leverandører, og denne beslutning har dannet grundlag for vores tilgang siden. På bestyrelsesmødet den 6. november 2024, hvor vi drøftede den kommende DR Kontant-udsendelse, blev det igen diskuteret, om vores neutralitetsprincip skulle revideres. Efter grundig overvejelse blev det nedstemt med 75% af stemmerne, da vi fortsat mener, at en upartisk forening er afgørende for at sikre brugernes interesser. Vi kommenterer derfor ikke på specifikke leverandører af servicehunde.
Det, der bliver afsløret i DR Kontant, understreger præcis, hvorfor FSBR eksisterer. Vi vil ikke stoppe kampen for rettigheder, der er absolut nødvendige, og for bedre vilkår for servicehunde og deres brugere. Mennesker med handicap bør ikke frygte at miste deres hjælpemiddel, blot fordi de stiller krav om træning, certificering, sundhed og behandling af både hunde og brugere. Og vigtigst af alt: Servicehundene fortjener at blive behandlet med den respekt og omsorg, de giver deres brugere hver eneste dag.
Vi fortsætter med at arbejde for:
“Reguleret træning og certificering:
Vi ønsker at der skal være særlige og ens krav til hvad hunden skal kunne, før den kan blive certificeret. I dag har hver forening deres egne krav til hvad hunden skal kunne, og der kan derfor være variation i, hvad der forventes af hundene. Vi foreslår, at hunden skal trænes til minimum ADI-krav, og derefter have træning, der er tilpasset brugeren, så hunden bliver specialtrænet til den enkelte bruger og dennes behov. Ligeledes ønsker vi, at der skal være krav til certificeringen af hunden. Vi ønsker at certificeringen skal foregå ligesom ved en køreprøve, hvor der er en upartisk fagkyndig til stede til at vurdere hunden. Denne fagkyndige må ikke have en relation til hunden, brugeren, leverandøren eller nogle af leverandørens trænere eller ansatte før certificeringen. Dette håber vi kan give en så fair, ensartet og ordentlig certificering som muligt.”
“Krav til trænernes uddannelsesniveau:
"Vi ønsker, at der skal være krav til at trænere har gennemgået en uddannelse i servicehundetræning, og at de har bestået en eksamen i dette, så vi er sikre på kvaliteten af de trænere, der træner servicehunde i Danmark.”
“Krav til sundhed:
Vi ønsker at der skal findes nogle sundhedskrav til hunden. Hunden skal være sund og rask for at kunne være servicehund, og må ikke have nogle alvorlige sygdomme eller skader, der kan forhindre eller forringe dens arbejdsevne, eller gøre at arbejdet skader hunden. Hunden skal altså have et gennemgående sundhedstjek af en dyrlæge, som tjekker at hunden er i stand til at varetage opgaverne.”
FSBR vil fortsætte kampen for at sikre, at servicehundebrugere i Danmark får den støtte, de har ret til, og at både hundene og deres ejere behandles med den respekt og omsorg, de fortjener. Vi føler dybt med de brugere, der har oplevet svigt og urimelige vilkår, og vi vil ikke stoppe, før de får den tryghed og retfærdighed de har krav på.

Hvis du ønsker at læse vores pressemeddelelse, kan du læse den her 👇🏼
25/2/2025
Comments